Vingaards Officin
– et arbejdende bogtrykmuseum, hvor man kan opleve dagligdagen som den var på bogtrykkerierne i midten af 1900-tallet.
Museet omfatter et stort sætteri
med både håndsætteri, maskinsætteri og skriftstøberi – der er trykkeri og bogbinderi og et maskinværksted hvor reparation og restaurering udføres.
Der undervises i de grafiske fag, for at sikre et »levende«
grafisk museum for eftertiden.
I et pædagogisk værksted har børn og unge mulighed for at se, høre om og selv prøve de gamle teknikker.
På længere sigt bliver der en afdeling for kunstneriske aktiviteter med tryk og grafik – litografi, radering, dybtryk m.m. med mulighed for at arrangere udstillinger.
Museets bibliotek rummer en stor bogsamling med alskens faglitteratur, historisk og lokalt materiale, herunder en stor avissamling.
Der er igangsat en historisk og faglig dokumentation, hvor der på skrift, i lyd og på film skal bevares viden og erfaring om og med bogtrykkunsten i alle dens facetter.
Omkring museet er der grønne områder med have og drivhus –
enhver interesseret, der vil medvirke til at passe dette nogle timer en gang imellem, er velkommen til at kontakte museet:
51 86 00 63.
I det hele taget gælder, at enhver der interesserer sig for teknik (også ikke-branchekyndige), håndværk, kunst og historie er velkommen til at tage del i museets aktiviteter.